Kaffebønner
Kaffe findes i et væld af arter og underliggende sorter, men vi skelner og arbejder normalt kun med de to hovedarter: Coffea Arabica og Coffea Robusta.
Arabica – som udgør den suverænt største del af vores kaffe – stammer oprindeligt fra Etiopien, men er i dag udbredt over hele verden. Den vokser på bjergskråninger og højsletter fra 500-2000 meter, hvor der ikke er frost. Arabica udgør af 75 % af den samlede kaffeproduktion i verden, og da den smagsmæssigt med afstand er den mest interessante kaffeart, er det også den mest eftertragtede og dyreste af de to, selvom den er mere skrøbelig.
Robusta stammer oprindeligt fra Congo. Planten vokser i lavere egne end Arabicaen (ned til 200 meter) og er mere robust og modstandsdygtig. Robusta dyrkes i Vest,- Central- og Østafrika, og flere steder i Asien.